Vanens stier i hjernen.
I aftes trængte jeg til at komme af hesten, og en af mine elever trængte til at komme på.
Tanke blev hurtigt til handling, og hun smuttede fikst op i fineste ”ikke ride outfit”.
Tanken var, at hun skulle mærke og føle Fa´zems reaktioner på de fineste og mindste signaler.
Hun er en af mine elever og bekendt med mentaltræning, langsomme og dybe vejrtrækninger, små invitationer osv…… Efter et par øjenåbnere, hvor det gik lidt som første køretime med frem og stop, kom de ganske fint rundt. Fa`zem sagtnede fint for udåndning og afspændning. Liiiiige indtil en galop på langsiden (buede spor sagtner, lige spor øger), og væk var både udåndning og afspændning.
Fa´zem som jo er en ganske følsom fyr, lystrede signalerne fint. Mere ben, mere spænding = højere fart.
Og hvor vil jeg så hen med det? – Vanens stier i hjernen er svaret.
Vores vaner er gode trådte og brede stier i hjernen, og vi vælger instinktivt den letteste vej at gå, nemlig på den brede trampede sti.
Når vi træner, laver vi nye stier i hjernen. De er i starten smalle og ufremkommelige, men med tiden bliver også de, brede og trampede.
Så længe vores gamle stier er mest fremkommelig, er det den sti hjernen instinktivt følger, og den nye sti bliver lidt glemt. Indtil den dag, hvor den nye sti er den fortrukne vej. Dog skal vi være opmærksomme på, at den gamle sti ikke er glemt, men meget hurtigt kan genfindes.
Det var dét som skete.
Den dag min kære elevs foretrukne og mest fremkommelige sti, er stien med gode dybe vejrtrækninger og en afspændt rytterkrop, også i de lidt mere hektiske situationer, tror jeg himlen falder i hænder på hende, for hun er en vanvittig dygtig rytter.